Min søn på 14 år har boet på Asgaard-Sødinge i tre år. I dag ved jeg, at det ikke er, fordi jeg er en dårlig mor, at han er her. Men at det er, fordi han har brug for noget andet hjælp, end jeg kan give ham.
Vores familie har været meget præget af, at min – nu afdøde - mand var psykisk syg og kørte terror på os. Min søn blev udadreagerende, og i takt med, at han blev større, blev han mere truende. Det gik ud over både hans søster og mig. I folkeskolen blev det mest til opbevaring, og på heldagsskolen turde de til sidst heller ikke have ham.
På børnepsyk. i Odense fandt de ingen diagnoser, men sagde at han var ”behandlingskrævende”. Jeg kunne ikke hjælpe ham, jeg har også mit eget at slås med.

Min søn blev ked af det, da han fik at vide, at han skulle på opholdsted. Det var ikke det, han ville. Men da han hørte, at der også var skole, gik han med til det. Han er ikke ret god til skift. Hans storebror og jeg var med ham og hans kontaktperson ude og købe møbler til hans værelse på Asgaard.
De tog imod ham med åbne arme. Men selvfølgelig kom der en hverdag, og min søn ringede hjem og sagde, at det var noget lort. Det vidste jeg godt, ville ske – jeg kender ham jo. De ansatte er rigtigt gode til at ringe til mig i sådan en situation og spørge mig, hvad jeg tror, der skal til, for at han får det bedre.

Jeg har været glad for den måde, Asgaard er gået til min søn på. Det er gået i hans tempo, de har holdt fast og givet sig på de rigtige steder. Og så begår de ikke den fejl at bygge alt for meget på i de gode perioder, for så vælter han – det ved jeg. Pædagogerne går en tur med ham, når han vil væk fra Asgaard, eller de kører en tur med ham.
I skolen har de også fundet melodien. Min søn har jo et godt hoved, men han har svært ved at komme i gang af sig selv. Han har fået lov til at snuse til fagene i sit eget tempo, og så får han lov til at sidde og hjælpe en af de yngre elever, det kan han godt lide, og det lærer han jo også af. Han må også godt have en dårlig dag, hvor han bare sidder med sit tæppe og computeren eller sin bog. Det må man ikke i folkeskolen. I dag går han i 8. klasse.

Da min søn flyttede til Asgaard, spillede han WoW alle sine vågne timer. Jeg kunne ikke stoppe det. Her har de fået hans computertid ned. Og hvis de byder ind med noget andet – for eksempel stikbold i hallen – så vælger han stikbold.
Vi vil alle det bedste for min søn
Jeg er glad for Asgaard. Du føler dig som en del af en familie, når du ankommer, det er ikke en selvfølge. Jeg kan også godt lide, at det ikke ligger inde i byen, hvor det ville være nemt lige at smutte fra skolen. Jeg er med til alle statusmøder, og de ringer til mig hver uge, det er jeg ikke selv så god til at få gjort.
I dag kan min søn mærke, når han har brug for Asgaard. Fx juleaften, hvor vi var sammen med familien. For min søn har juleaften tidligere været lig med konflikt. Selv om det ikke er det mere, blev han alligevel ked af det og sagde, at nu ville han gerne tilbage på Asgaard. Vi ringede, og det endte med, at en af pædagogerne hentede ham og tog ham med hjem til sig selv.
Selvfølgelig bliver jeg ked af det lige i situationen. Men min fornemmelse er altid, at vi alle vil min søn det bedste, og at jeg bliver taget alvorligt. Og det er det vigtigste.