Min søn på 10 år bor hjemme og går i Asgaards skole. Han har snart etårs jubilæum på skolen, hvilket vil være en rekord, for hidtil har han skiftet skole hvert år.
Men jeg tror ikke, det bliver et problem. For i dag har jeg en søn, der siger HEJ, når han kommer hjem fra skole. Vi har fået et barn, der har glæde i øjnene, der synger, og som har fået sit dejlige smil igen.

Allerede da vores søn var tre måneder, syntes vi, at der var noget galt. Han skreg og var utilpas ved berøring. Sundhedsplejersken sagde, at han var overstimuleret. I vuggestuen var han ikke som de andre, og pædagogerne sagde, at jeg skulle lære at træde i karakter og bruge færre ord. Da han blev storebror, fik han voldsom jalousi og vi blev henvist til Familiehuset. Det var en dårlig oplevelse, min mand og jeg græd på vejen hjem.
Det var skrækkeligt at være ude blandt andre mennesker. Vores søn kravlede på vægge og lofter. Noget familie sagde: Har I tænkt på ADHD? Vi havde selv tænkt, at han måske var særligt sensitiv. Vi gik til egen læge, han var godt nok afvisende men henviste til børnepsyk, der meget hurtigt sagde ”lidt autisme og sociale og emotionelle vanskeligheder”.

Folkeskolen mente, at de kunne rumme ham med støtte. Men det blev til mange skift, for det kunne de jo ikke! Fra 1. klasse tilbage i børnehaveklassen, ny skole og observationsklasse, ny skole med to gode lærere men så en ny klasse. Til sidst en magtanvendelse, og så ville de ikke have ham mere og sendte ham hjem i en taxa.
Vores søn sagde altid, at ”hvis det ikke fungerer, så skifter jeg bare skole igen”. Det er hårdt at høre fra en ni-årig.

På det tidspunkt ved vi hverken hoved eller hale, men så har PPR fundet Asgaard. Vi er inde og læse om stedet, jeg går helt i baglås, fordi det også er opholdssted. Men så var vi til møde hernede og fik en god fornemmelse. Efter noget betænkningstid og mere læsning af hjemmesiden sagde vi ja
Vores søn havde den holdning, at ”skole, det er noget man går i et år” – og jeg vidste, at han ville give mig skylden, hvis det ikke gik. Så selvom vores mavefornemmelse var god, sad nerverne uden på tøjet.
En måned, to måneder, tre måneder...
Indkøringen kørte godt. Efter én måned, havde vi ikke hørt om problemer. To måneder... Tre måneder... De sagde, at ”det barn, vi har fået beskrevet, er ikke det, vi ser”.
Selvfølgelig kan han have dårlige dage, det kan vi alle sammen. Men når han kommer hjem, er det ikke dårlige oplevelser, der vælter ud af ham. Han har fået sit dejlige smil tilbage. Der er lys og glæde. Til marts har han gået her et år.

Vores søn er ikke helt alderssvarende i skolen, men han kæmper. Han har stærke fag, fx historie. Og dårlige fag, fx matematik, han har simpelthen ikke løst koden til dén logik. Men de tager sig tiden, og de HAR tiden og de ressourcer, der skal til. De følger læreplanerne, men de gør det legende. De presser ham heller ikke, for så ville han bare gå i stå. Og de er klar over, at han har sprogmobiliseringsproblemer, at han er langsom til at svare. De venter på ham. Vi har heller ikke oplevet fastholdelser, det har vi på de tre andre skoler.
Værdigrundlaget passer
For mig er et steds værdigrundlag meget vigtigt. Alle steder har i dag et værdigrundlag. Men her passer det, det ved jeg nu. Jeg vil også sige, at her er dyb, personlig kontakt. Hvis jeg har spørgsmål, så skriver eller ringer vi sammen. Og ellers taler vi med hans kontaktperson hver fredag eller søndag.