Skoletilbud
Den interne skole
Den interne skole på opholdsstedet Asgård Sødinge tilbyder undervisning i overensstemmelse med folkeskoleloven. Undervisningen varetages af læreruddannede medarbejdere med stor erfaring og videreuddannelse indenfor vidtgående specialundervisning.
I skolen er de unge kendetegnet ved en eller flere af nedenstående punkter:
- En ustabil skolegang
- Har negative erfaringer med skolen.
- Svære at fastholde i undervisningssammenhænge.
- Lette at aflede
- Nedsat koncentrationsevne.
Skoledagen
Vi tilstræber en forudsigelig og struktureret skoledag i en behagelig atmosfære. Det er vores erfaring, at det er den gode relation mellem elev og lærer, der giver ro og lyst til at lære.
Vi udarbejder - i samarbejde med eleven - individuelle elevplaner, hvor vi hjælper eleven med at finde sine kompetencer og sætter realistiske mål op for det følgende halvår. Elevplanen er en del af den samlede behandlingsplan for den unge.
Undervisningen
Undervisningen foregår som udgangspunkt individuelt i klassesammenhæng med megen lærerstøtte. Når det er muligt at etablere i forhold til faglige og sociale evner, undervises der på mindre eller større hold. Det tilstræbes, at undervisningen rettes frem mod folkeskolens afgangsprøve. Vi samarbejder med den lokale skole omkring de elever, vi kan føre til prøver i 8. og 9. klasse.
En del af undervisningen tilstræbes at være emne- eller projektorienteret i samarbejde med opholdsstedets pædagoger.
Uddannelse
Målet for undervisningen er, at eleverne - til trods for ovennævnte kendetegn - finder deres kompetencer og udvikler deres potentialer og muligheder for at få en uddannelse i fremtiden. Allerede på 6. klassetrin etableres der samtaler med elev, lærer og kontaktpædagog, hvor der med udgangspunkt i elevens ønsker/mål laves en uddannelsesbog. Vi vil i forløbet inddrage kommunens UU-vejleder efter behov, og når den unge skal i praktik i 9. klasse.
IT
Alle elever har adgang til PC. Der er computere i skolelokalerne og Netcafe. Målet er, at de unge trænes i brug af computeren som et dagligt arbejdsredskab og samtidig bliver i stand til at forholde sig aktivt og kritisk til informationssamfundet.
Sund Livsstil
Aktiv og sund livsstil er et grundlag, som hele bostedet arbejder ud fra. I skolen står vi blandt andet for dyrkningen af grønsager og frugt. Viden om hvor maden kommer fra og tilberedning af sund mad, er et tilbagevendende emne i den tværfaglige undervisning. Opholdsstedets og områdets mange muligheder for naturoplevelser bliver brugt til at gøre skolefagene mere konkrete og nærværende for den enkelte elev og dennes læringsstil.
Tilsynsmyndigheden fra Faaborg-Midtfyn kommune skriver:
Helhedsindtryk
En nyetableret skole med kompetent ledelse med engagement, gode intentioner og visioner og for elever i vanskeligheder.
|
|